3. division herrer Harlev BK – AUS 64-63


Posted on marts 16th, by Martin Krøger in Referater 2011-2012. No Comments

I fraværet af coach Johansen var ansvaret overdraget til Dan, som fra starten understregede at vi skulle spille positivt og med tempo i forsvar og angreb. Som sagt, så gjort. Vi indledte kampen en smule famlende, men fik hurtigt smidt nervøsiteten overbord. Mens forsvaret fandt på plads, holdt Mathias os inde i kampen. Midtvejs i perioden fik vi overtaget og både Dan, Joakim og Knop fik 

udnyttet, at AUS er et af de mindre hold, vi spiller mod. Samtidig missede AUS alle deres 6 straffekast, så vi førte 18-10 efter første periode.

Anden periode begyndte lovende og vi fortsatte, hvor vi slap. Det er jo desværre sådan med unge hold, at der kan forekomme udfald i koncentrationen, og det var vi heller ikke immune overfor. AUS fik hul på bylden fra distancen og vendte på fem minutter vores 25-12 føring til 27-29 i eget favør. Til drengenes kredit skal jeg lige nævne, at der ikke var hverken panik eller sure miner og vi fik da også stabiliseret spillet, så vi trods alt kunne gå til pausen foran med 33-32.

Efter pausen forfaldt vi til gamle uvaner i angrebsspillet, med for lidt bevægelse og for få afleveringer. Det gjorde ikke noget godt for forsvaret, der led lidt under at vi skulle arbejde så hårdt for pointsene. Fra Mathias’ treer til 39-38, skulle der går fem minutter, før vi igen scorede. Vi var stadig nogenlunde med i kampen, men gæsterne havde en føring på 43-48, som vi skulle prøve at hente på de sidste 10 minutter.

Vi lagde godt fra land i 4. periode. Knop satte sig igennem i feltet og tilbagevendte Martin Høj viste sine evner fra distancen, så vi kun var nede med et enkelt point. Desværre stak AUS hurtigt af igen med 7 point på 60 sekunder, og så var vi lige vidt. I 6. minut så det sort ud med en føring til gæsterne på 53-61. Så tog vi en timeout, fik aftalerne på plads og blev enige om at give den gas, selvom det så sort ud. Det hjalp. Straks efter timeouten fik Mathias kringlet en treer i og vi stoppede AUS i forsvaret de næste fire angreb. Desværre missede vi tre ud af fire straffekast, men Mathias sænkede endnu en dyb treer og så var vi nede med 1 igen. Vi fejlede AUS og satte dem på linjen, men de gav os håb ved at misse det ene. Vi fik desværre ikke noget ud af det næste angreb og med 24 sekunder igen havde AUS bolden, med 14 sekunder på skuduret. AUS kom endnu engang på linjen, scorede det første til 60-63, men missede det andet, så vi fik rebounden. Af en
eller anden grund lavede de straks en fejl på den gamle referent, der iskold havde skiftet sig selv ind for at lave fejl i stedet for Mathias, der havde 4 fejl. På linjen med mig og ind med Mathias igen. Det første kast sniger sig i til 61-63, men det andet får for meget. Heldigvis får vi rebounden, bolden bliver svunget rundt, og da AUS kommer langt ud til Mathias, er der plads til at undertegnede med 5 sekunder igen sender en treer afsted fra yndlingspositionen i venstre side. Der er god bue på, så flere spillere og tikuere når at sige en stille bøn, inden jublen bryder løs, da bolden går i til 64-63 og vores første føring siden 3. minut af 3. periode. AUS suser den anden vej efter scoringen, misser et presset løbeskud, men får rebounden under kurven. Med stærkt forsvar forhindrer vi AUS i at score inside og tiden løber ud, inden de kan nå at afslutte igen. Vi vinder en ekstremt spændende kamp 64-63 og viser, at vi med hårdt arbejde og tro på egne evner også kan vinde over hold længere oppe i rækken.

For Harlev scorede Mathias Isaksen 25, Niklas Jørgensen 13, Anders Knop 10, Dan Kristiansen 6, Martin Krøger 4, Martin Vestergaard 2, Martin Høj 2, Joakim Neidhardt 2





Skriv et svar



Seneste nyt

De seneste nyheder fra Harlev Basket.

Årets idrætsleder i Idrætsamvirket Aarhus – Tina Jørgensen

I dag uddelte Idrætsamvirket Aarhus prisen som “Årets idrætsleder”. Det blev ingen ringere end Harlev Baskets egen Tina Jørgensen, der meget velfortjent løb med...

Indkaldelse til generalforsamling i Harlev Basket

Der afholdes den ordinære generalforsamling den 17. marts 2016 kl. 19.00. Bestyrelsen har besluttet at servere ost og rødvin og derfor er tilmelding nødvendig...

Ingen træning i efterårsferien (uge 42)

Husk at hallen er lukket for fritidsaktiviteter, så der er ingen træning i efterårsferien. Vi ses i uge 43!