3. division herrer Harlev – AGF 67-66


Posted on januar 29th, by Martin Krøger in Referater, Referater 2005-2006. No Comments

(19-12, 11-18, 11-15, 15-11, 11-10)

Det startede som en stille søndag eftermiddag i Næshøjhallen. Det endte med en sjældent set dramatisk og lige herrekamp mellem hjemmeholdet Harlev og gæsterne fra AGF. Først skulle alle spillerne dog vente på at vores halmand dukkede op, så vi småfrysende kunne få lov at komme ind i hallen!

Dagens modstander fra AGF havde inden opgøret blot vundet to kampe ligesom Harlevs herrer, dog med et par nederlag mere. Der var derfor en placering som bedste bundhold på spil i opgøret, der havde trukket mere end 10 tilskuere til Næshøjhallen!

Hjemmeholdet havde umiddelbart en fordel i fysikken, med 3. divisions mest råstærke skovhuggerarme i spidsen! Angrebsspillet var derfor lagt an på at etablere vores insidespil, hvilket lykkedes fint i starten af kampen. Med gode scoringer af Mads Dyrvig og Christian Härle kom vi godt ind i kampen og tvang dermed gæsterne til at arbejde hårdt under egen kurv. Christian havde 8 point i første periode, som udover det tunge angrebsspil også bød på en fornuftig gang forsvar, hvor vores guards også fik lagt et fint pres på bolden. Resultatet var en føring på 19-12 efter de første ti minutter, hvilket naturligvis var tilfredsstillende.

Desværre har det (efter sigende, da referenten ikke har set eller spillet andre kampe i år) været karakteristisk for herreholdet i år, at succes ikke er noget, der passer holdet særlig godt. I anden periode viste vi med al ønskelig tydelighed, hvordan man ikke bør administrere en god start på en kamp. Gæsternes spillende træner fik for alvor gang i scoringen med 13 point på de 10 minutter og det virkede derudover som vi havde glemt alt det, vi havde gjort rigtigt i første periode. Det mest positive aspekt var, at vi på trods af ineffektiviteten fik trukket en del fejl, hvilket senere fik stor betydning, da AGF stillede op med blot 6 mand. Pausestillingen var 30-30 og ingen af holdene var synderligt tilfredse med den stilling.

Efter en kort pause lagde Thomas Andersen hårdt ud med en treer, men denne føring var en stakket frist. Gæsterne fik lov at fortsætte de gode takter fra anden periode, mens vores spil lignede en større gang 1-mod-5. Jo færre afleveringer, jo ringere spil og det levede vi til fulde op til i tredje periode. Heldigvis var AGF ikke i stand til at udnytte deres chance for at tage afgørende afstand og på trods af vores stillestående angrebspil vi var kun bagud med 41-45 inden fjerde periode.

I denne sæson har fjerde periode ikke almindeligvis været den mest optimistiske tid for Harlevs herrespillere. I dag var ikke dog en almindelig dag og halvvejs inde i perioden havde vi hentet forspringet. Christian Härle fik fat i nogle gode angrebsrebounds som førte til noge lette point under kurven og i periodens syvende minut kunne Lars Bang med sine eneste to point bring os foran med 51-49. Herefter fulgtes de to hold helt tæt ad til sidste minut, hvor gæsterne fik muligheden for at udligne på to straffekast 14 sekunder før tid. Begge blev udnyttet og dagens coach Toke tog timeout. Vores afslutning løb ud i sandet, men vi fik bolden på baglinjen med 1½ sekund tilbage. Efter endnu en timeout fik vi sat et spil op, selvom taktikbrættet var blevet glemt derhjemme, og vi fik spillet boldet på banen til Thomas Vissing, der fik presset et skud afsted over to forsvarere…men uden held. Vi skulle i overtid.

Overtiden startede med at vi bragte os foran med to point fra Mikkel Meldgaard, men gæsterne svarede hurtigt igen og kom foran, inden vi med hurtigt spil og gode drives scorede 8 point i træk. De sidste 3 point satte Thomas Andersen med 1 sekund tilbage på skuduret og det gav os en føring på 6 point. AGF tilkæmpede sig 6 straffekast i kampens slutminut, men udnyttede blot det ene. Derfor var de nødt til at fejle og med en føring på 3 point og få sekunder igen fik referenten to straffekast (for første gang i flere år!). De blev brændt med største lethed, men heldigvis fik den gamle fat i rebounden og gav herefter klogeligt bolden til Thomas, der blev fejlet og satte et enkelt straffekast. Så gjorde det mindre at AGF reducere med en treer – årets mest spændende kamp i Næshøjhallen endte med en heldig sejr på et enkelt point. Tillykke til hele holdet!

For Harlev scorede Christian Härle 18, Thomas Andersen 18, Mads Dyrvig 12, Thomas Vissing 9, Mikkel Meldgaard 8, Lars Bang 2, Martin Krøger 1 rebound :-)





Skriv et svar



Seneste nyt

De seneste nyheder fra Harlev Basket.

Årets idrætsleder i Idrætsamvirket Aarhus – Tina Jørgensen

I dag uddelte Idrætsamvirket Aarhus prisen som “Årets idrætsleder”. Det blev ingen ringere end Harlev Baskets egen Tina Jørgensen, der meget velfortjent løb med...

Indkaldelse til generalforsamling i Harlev Basket

Der afholdes den ordinære generalforsamling den 17. marts 2016 kl. 19.00. Bestyrelsen har besluttet at servere ost og rødvin og derfor er tilmelding nødvendig...

Ingen træning i efterårsferien (uge 42)

Husk at hallen er lukket for fritidsaktiviteter, så der er ingen træning i efterårsferien. Vi ses i uge 43!