2. division damer Harlev – Aalborg 47-40


Posted on marts 12th, by Martin Krøger in Referater, Referater 2005-2006. No Comments

(14-16, 11-2, 8-12, 14-10)

Da Harlev gæstede Aalborg i det første møde mellem de hold, var det os, der kunne drage hjem med en god sejr i bagagen. Efter fredag aftens nederlag i Hjørring havde pigerne noget at bevise; til at hjælpe med det havde vi fået et par af de hjemvendte efterskolepiger med til en gæsteoptræden.

Kampens start viste sig at være lidt af en dejavu-oplevelse, for Aalborg dækkede nøjagtigt den samme zone som Lundergaard to dage før: To små og meget aggressive spillere ude foran og et par spillere med noget mere tyngde end vores egne under kurven. Denne gang blev vi dog ikke taget helt så meget på sengen, så starten af kampen blev en noget bedre oplevelse for os. Det betød dog ikke at spillet var godt, blot at vi ikke startede med at komme alt for meget bagud! Catrine viste godt initiativ i angrebet med 6 point, selvom træneren fra tid til anden gerne så snuden løftet fra sporet :-) Vi havde dog problemer at få reboundet Aalborgs missede afslutninger, så på trods af fornuftigt spil var vi faktisk bagud med 14-16 efter de første 10 minutter.

I anden periode viste det sig, at pigerne havde lært en del af deres seneste kamp. Til trods for at ingen af spillerne havde stort held med skud udefra, gav de ikke op, men forsøgte i stedet at være aggressive mod kurven. Det gav pote flere gange, hvor både Pernille og Rikke gav prøver på deres kunnen. Samtidig fik forsvaret lukket helt af, både for layups og for angrebsrebounds, så en meget fint spillet periode endte med med at vi var foran med 25-18.

Havde vi udnyttet vores frie skud og straffekast i første halvleg, havde der ikke været tvivl om udfaldet. Desværre for os fik Aalborg igen gang i både forsvar og angreb, og de arbejdede sig langsomt ind i kampen igen. Selvom vi ikke spillede decideret dårligt, kunne vi stadig ikke ramme noget der bare lignede en ladeport. Derfor kunne gæsterne udligne vores føring i det 8. minut, inden Rikke og Catrine med et par gode scoringer fik stabiliseret spillet lidt, så vi stadig var foran inden den sidste og afgørende periode.

På trods af at kampen var tæt, var der ikke optræk til panik hos hverken spillere eller træner, men tilskuerne var vist ved at blive en smule nervøse! Efter at gæsterne reducerede vores føring til blot et enkelt point, satte Catrine tempoet op og trak en fejl og scorede samtidig. Det skabte en smule luft, hvilket der var god brug for, da Aalborg blev ved at score tæt på kurven. Heldigvis havde vores egen “centerspiller” Rikke besluttet sig for at tage ansvaret, og med 8 point i sidste periode var hun en afgørende faktor. Til sidst måtte gæsterne begynde at fejle for at stoppe tiden, men pigerne var sikre på deres straffekast og resultatet blev en rigtig god sejr over et Aalborg-hold, der stadig kun har vundet en enkelt kamp i år (forstå det hvem der kan!).

For Harlev scorede Rikke Klode 18, Catrine Grønhøj 15, Nanna Jørgensen 6, Line Sejer Thygesen 3, Pernille Høj 3, Katja Vind Nielsen 0, Trine Pedersen 0





Skriv et svar



Seneste nyt

De seneste nyheder fra Harlev Basket.

Årets idrætsleder i Idrætsamvirket Aarhus – Tina Jørgensen

I dag uddelte Idrætsamvirket Aarhus prisen som “Årets idrætsleder”. Det blev ingen ringere end Harlev Baskets egen Tina Jørgensen, der meget velfortjent løb med...

Indkaldelse til generalforsamling i Harlev Basket

Der afholdes den ordinære generalforsamling den 17. marts 2016 kl. 19.00. Bestyrelsen har besluttet at servere ost og rødvin og derfor er tilmelding nødvendig...

Ingen træning i efterårsferien (uge 42)

Husk at hallen er lukket for fritidsaktiviteter, så der er ingen træning i efterårsferien. Vi ses i uge 43!