2. division damer AUS-Harlev 44-62 (træningskamp)


Posted on marts 3rd, by Martin Krøger in Referater 2010-2011. No Comments



AUS’ unge 2. division damer var værter for aftenens kamp, som også bød på et gensyn med tidligere Harlev-spiller Catrine Grønhøj. Efter et lille intermezzo med en del trøjeforvirring og en hastig opvarmning, var vi klar til at spille. Målet var at få løbet og få spillet så meget som muligt. Resultatet var egentlig underordnet, men en sejr ville naturligvis være dejlig :-)

Vi begyndte kampen en smule nervøst, måske især fordi vi ikke i år har spillet på hel bane! Stille og roligt fik vi dog styr på nerverne og begyndte at få udnyttet pladsen i angrebet. AUS var generelt større, men vi var hurtigere på bolden. Da først Eva havde scoret sit første point siden starten af 90’erne (!) fik vi sat skik på forsvaret. Midt i perioden kom Pernille og Katja susende med spilletøj, som der egentlig ikke var brug for – til gengæld var der god brug for dem på banen, da et par spillere var en smule flade :-)

Efter en lige 1. periode kunne vi fornemme, at vi sagtens kunne være med, til trods for det lange fravær. Hjemmeholdet havde dog også det (luksus)problem, at de stillede op med 15 spillere (!), så det var svært for dem at etablere en rytme. Det fik vi til gengæld, for efterhånden fandt vi ud af, hvordan vi kunne angribe AUS’ forsvar. I vores eget forsvar leverede Pernille en fremragende indsats, som inspirerede til flere fastbreaks. Ved pausen kunne vi konstatere, at vi højst overraskende var foran 27-21.

3. periode bød på en opvisning fra både mellem- og langdistancen. Jeanette, frisk fra barsels- og basketorlov, viste AUS hvordan et hurtigt aftræk og et godt håndled kan få bolden til at sejle i kurven gentagne gange. I fint samspil med Nanna, vores playmaker gennem flere år, fik Jeanette scoret i alt 11 point i perioden. Det var 1 point mere end AUS i de 10 minutter, hvor vi for alvor trak fra. Det lykkedes også for Annette at sænke en treer umiddelbart efter en angrebsrebound, hvilket er lige efter trænerens hoved – når man scorer!

Inden 4. periode var vi foran med 46-31, til stor glæde for hele holdet. Da vi kort inde i perioden havde øget føringen til 54-33, var det svært at få armene ned. Det udnyttede AUS prompte til at score de næste 11 point i træk, mens vi måtte undvære Annette, som fik et uheldigt slag i hovedet. Nuvel, det lod pigerne sig ikke gå alt for meget på af, så de trådte på speederen til sidst, lukkede helt af i forsvaret og med 4 scoringer til 4 forskellige spillere sikrede vi os en sejr på 62-44.

På forhånd var resultatet ikke det vigtigste; det var mest af alt kamptræningen og det at løbe stærkt 5 mod 5, som vi havde brug for. At pigerne så spillede en glimrende kamp og vandt overbevisende er bare flødeskum på lagkagen, og en god reminder om, hvad det kan blive til efter sommerferien :-)

For Harlev scorede Jeanette Sørensen 21, Pernille Høj 15, Nanna Jørgensen 12, Annette Rosvall 9, Eva Munk 3, Pia Rask Lykkegaard 2, Katja Vind Nielsen 0





Skriv et svar



Seneste nyt

De seneste nyheder fra Harlev Basket.

Årets idrætsleder i Idrætsamvirket Aarhus – Tina Jørgensen

I dag uddelte Idrætsamvirket Aarhus prisen som “Årets idrætsleder”. Det blev ingen ringere end Harlev Baskets egen Tina Jørgensen, der meget velfortjent løb med...

Indkaldelse til generalforsamling i Harlev Basket

Der afholdes den ordinære generalforsamling den 17. marts 2016 kl. 19.00. Bestyrelsen har besluttet at servere ost og rødvin og derfor er tilmelding nødvendig...

Ingen træning i efterårsferien (uge 42)

Husk at hallen er lukket for fritidsaktiviteter, så der er ingen træning i efterårsferien. Vi ses i uge 43!